16. januar 2012 Så var det vores tur til at hyrde i dag! Og Selma bliver bedre fra gang til gang. Lie down fungerer nu rigtig godt. God afstand til fårene, og jeg skulle flytte hende 90 grader og lægge hende - igen sidekommando 90 grader og lægge hende - både away og come by. Hun holdt cirklen fint med samme afstand til fårene - så flot. Et par gange var de meget livlige får ved at smutte tilbage til den anden mark med de andre får. Første gang stoppede Erik Selma, kaldte hende hen til sig OG så blev hun sendt efter fårene - smil. Hun hørte efter, og hun hentede fårene tilbage. Anden gang fik Selma en lie down - Erik løb lidt efter fårene, og så blev Selma sendt! Også denne gang nåede hun flokken på ca. 8 får, inden de nåede at smutte hen på den anden mark. (Jeg var i tvivl, om hun ville nå dem, da hun løb ud i en stor bue:-)) Vi kom godt i gang med at træne fradrivning - først i snor derefter uden. Selma er begyndt at forstå, hvad det går ud på - smil. Jeg må indrømme, at det er en kæmpe fordel, at hun lægger sig, når jeg beder hende om det - og kommer, når der bliver kaldt 'her'. Jeg skal holde op med at sige 'kom', da det ligger for tæt på 'come by'. Det var svært at stoppe i dag, da der hele tiden skete små fremskridt. Sådan følte jeg det. Men da vi havde trænet i godt en time, syntes jeg, hun havde fået nok. Jeg havde alle fire hunde med derned og havde nået at lufte dem allesammen i skoven, inden vi startede med at hyrde. På vejen hjem kørte vi forbi vores egen mark, så de kunne få en rigtig løbetur. Og Selma, no, hun var bestemt ikke træt! Hun gik i gang med at hyrde på Cassie!
|